
Forretningsbetingelser - Svendborg havn erhverv
Her kan du læse Svendborg Havns regulativ for skibs- og vareafgift 2026.
1 Formål og gyldighedsområde
Disse forretningsbetingelser fastsætter regler for skibsafgifter, vareafgifter, ISPS-facilitetsafgift samt øvrige ydelser ved anløb og brug af Svendborg Havn.
Forretningsbetingelserne gælder for alle skibe, fartøjer, flydende materiel, varer og gods/last, der anløber, benytter eller henligger i eller på Svendborg Havn.
For forhold vedrørende anmeldelse, arealbenyttelse, affald og orden gælder Ordensreglement for Svendborg Havn.
2 Takster og ydelser
Alle afgifter, takster og ydelser betales i henhold til Svendborg Havns takstblad.
Afgifter, takster og ydelser uden standardtakst afregnes efter konkret vurdering og skriftligt tilbud.
3 Skibsafgift
De forskellige skibsafgifter
3.1 Betalingspligt
Alle skibe, fartøjer og flydende materiel betaler skibsafgift for henliggen i havnen. Skibsafgiften påhviler fartøjet.
Afgiften skal betales inden afsejling. Havnen kan dog mod depositum eller anden sikkerhed give tilladelse til afsejling, inden afgiften er betalt.
3.2 Beregning af skibsafgift
Et fartøj anses for at henligge i havnen fra ankomsttidspunktet.
Skibsafgiften beregnes af hele bruttotons (BT). Minimum 245 BT.
Afgiften dækker fartøjets henliggen i maksimum 2 uger pr. anløb.
Henligger fartøjet mere end 2 uger, betales der for ny periode. Skibsafgiften (Månedsafgiften) giver ret til et ubegrænset antal anløb inden for 1 måned. Gældende fra ankomstdato.
Skibsafgifterne tilbagebetales ikke, selvom fartøjet ikke udnytter den gældende periode.
Uanmeldt anløb udløser yderligere afgift.
Ved afbestilling af anmeldt anløb senere end 6 timer før oplyst ETA, er Svendborg Havn berettiget til at opkræve den fulde skibsafgift for det anmeldte anløb.
3.3 ISPS
ISPS-pligtige fartøjer betaler en ISPS-facilitetsafgift.
3.4 Minimumsafgift og måleregler
Fartøjer under 245 BT betaler for minimum 245 BT.
Fartøjer uden BT-opmåling før 1995 omregnes med faktor 0,8.
3.5 Særlige aftaler
Ærøfærgerne har særskilt aftale. Svendborg Kommunes færger har særskilt aftale. Svendborg Kommunes øvrige fartøjer henligger uden betaling.
4 Fritagelser for skibsafgift
De forskellige fritagelser for skibsafgift
4.1 Nødanløb
Fartøjer, der udelukkende anløber havnen for at søge lægehjælp, ilandsætte syge og skibbrudne eller lig samt fartøjer, som på grund af havari, storm, tåge eller andre vejrforhold er nødsaget til at søge havn.
Opholdet må ikke overstige 24 timer og må ikke have kommercielt formål.
Havnen kan kræve dokumentation.
4.2 Dokning
Fartøjer til dokning kan henligge uden skibsafgift op til 6 timer før og 6 timer efter dokning. Omfatter ventetid, manøvrering og klargøring i forbindelse med dokningen.
Dokumentation kan kræves.
ISPS-afgift og øvrige ydelser betales fortsat.
Fritagelse for skibsafgift i forbindelse med dokning forudsætter, at § 1 i Standardreglement for overholdelse af orden i danske erhvervshavne (anmeldelsespligten), overholdes.
5 Vareafgift
Vareafgift betales af alle varer og gods/last.
6 Oplysningspligt
Skibsfører/agent skal fremlægge skibspapirer, ladningsdokumenter og vægtangivelser. Fartøjer skal afgive nødvendige statistiske oplysninger om fartøj, ladning, passagerer og enheder.
7 Ikrafttræden
Forretningsbetingelserne træder i kraft 01.01.2026
